Sådan tager du et kursus i en tilstødende region

Tænker du på at tage et kursus fra positivlisten, men kan ikke finde kurset i din egen region? Så er der heldigvis håb for dig, for du kan også søge i tilstødende regioner. Læs her, hvordan du gør!

guide: saadan tager du et kursus i en naerliggende region

Tænker du på at tage et kursus fra positivlisten, men kan ikke finde kurset i din egen region?

Så er der heldigvis håb for dig, for i august 2020 blev det gjort muligt for dig at udvide søgningen fra din egen region, til også at inkludere de(n) tilstødende region(er).

Men det betyder også, at du måske sidder med andre spørgsmål som: 

  • Hvilken regionale positivliste skal jeg søge i?
  • Hvilke regioner er tilstødende for mig?
  • Hvordan kan jeg vide, om jeg kan tage et kursus i regionen?

Disse spørgsmål er bestemt også relevante at forholde sig til, og du vil derfor have fordel af at blive fortrolig med reglerne. Vidste du f.eks. at kurser i tilstødende regioner hovedsageligt er tiltænkt dig, der har mellemlang eller lang videregående uddannelse?

Læs med her, og bliv klogere på, hvem der kan tage kurser i tilstødende regioner, hvad du skal gøre for at få kurset godkendt, og få styr på reglerne om at søge kurser i en tilstødende region.


Hvem kan tage et kursus i en nærliggende region?

Som du nok også ved, gælder særlige regler for positivlisten. Derfor er det ikke alle, der bliver godkendt til at tage et kursus i en nærliggende region. Det første du skal være opmærksom på, er derfor, hvilken kategori du som ledig hører inden for:

Det er nemlig dig, der søger fra den regionale positivliste, som vil kunne tage et kursus i en nærliggende region. Typisk er det for folk med længere mellemlang eller lang videregående uddannelse, og derfor tilhørende kategori 2 (se nedenfor).

Som tommelfingerregel inddeles ledige i 2 kategorier, når snakken falder på positivlisten, opkvalificering og jobkvalificerende kurser: 

Kategori 1: 

Ufaglært, faglært eller med kort videregående uddannelse

Kategori 2:

Alle, der ikke passer ind i kategori 1.

Det er altså dig, der tilhører kategori 2, som typisk vil kunne tage et kursus i en nærliggende region, da personer i kategori 1 vælger kurser fra den nationale positivliste.
Du kan læse meget mere om inddelingen, og om reglerne i vores ultimative guide om positivlisten for ledige. Her finder du alt, du skal vide om positivlisten.


Du søger fra den regionale uddannelsespulje

For at sikre ledige de bedste muligheder for at opkvalificering og styrkning af dine jobmuligheder, er der udarbejdet otte regionale positivlister. De otte regionale positivlister er udarbejdet af De Regionale Arbejdsmarkedsråd (RAR) og fokuserer på de typer af stillinger, som har mangel på arbejdskraft, eller hvor du kan forvente mange jobåbninger det næste halve år.

Listerne er geografisk bestemt, og da efterspørgslen på arbejde varierer regionalt, varierer listerne derfor også fra region til region. Sådan sikres kvalificeret arbejdskraft til virksomheder bedst på det regionale arbejdsmarked.

Positivlisterne indeholder en række korte, erhvervsrettede kurser og uddannelsesforløb, som skal klæde dig på til arbejdsmarkedet. Da de er 100% fokuseret mod at sikre dig en stilling, kan du også forvente at godkendelsesprocessen er præget af en vurdering af, hvorvidt det fører dig til job efter kurset/uddannelsen. 


Hvordan tager jeg et kursus i en tilstødende region?

Proceduren for at tage et kursus i en nærliggende region er den samme, som hvis du skulle gøre det i din egen region. Den eneste forskel er blot, at du skal oplyse jobcenteret om at kurset er i en nærliggende region.

Derfor er processen som følgende:

Trin 1:

Find et kursus på den regionale positivliste i enten den region, hvor du har bopæl, eller en region, der tilstøder til den. Du skal kunne vise, hvordan kurset/uddannelsen vil give dig en god mulighed for at komme ind på arbejdsmarkedet. Det er dit jobcenter, der bevilger kurser, og det er derfor dem, du skal kunne overtale.

Trin 2:

Kontakt dit jobcenter og ansøg om at få kurset finansieret. Sørg for at have alt det praktiske klar som: Hvor og hvornår kurset/uddannelsen finder sted, hvem udbyder er og hvad kurset går ud på.

Det er også en god ide at sætte dig ind i, hvilke kompetencer kurset/uddannelsen vil hjælpe dig med at udvikle, samt hvorfor du tænker, at kurset vil føre dig til job bagefter. Sørg for hele tiden at have slutmålet for øje, da det også er i de baner, jobcenteret tænker. Det kan ikke understreges nok, hvor vigtigt det er at have jobbet for øje, da det øger chancerne for at du får kurset bevilget væsentligt.

Trin 3: 

Godkendelse/afslag. 

Hvis du får godkendt din ansøgning, er det bare om at tage kurset, og sørge for at få det meste ud af kurset, så du er klar til at gøre indhop på jobmarkedet.  

Får du afslag, kan du altid søge om et nyt kursus med samme procedure. Du kan med fordel spørge ind til, hvorfor du fik afslag, og bruge den viden til din næste ansøgning.


Overblik over regioner, hvor der findes regionale positivlister

Husk på, at inddelingen af regioner ifbm. positivlister er anderledes, end inddelingen af landsregioner. 

For jobkvalificerende kurser gælder otte regionale positivlister, der inddeles i:

  • Region Nordjylland
  • Region Østjylland
  • Region Vestjylland
  • Region Sydjylland
  • Region Fyn
  • Region Sjælland
  • Region Hovedstaden 
  • Region Bornholm. 

Derfor betyder det altså, at hvis du f.eks. bor i Region Nordjylland, kan du både søge kurser/uddannelser i Region Nordjylland (din bopæls region), samt Region Vest- og Østjylland.


Annoncer